Candidasa ligger på Balis østkyst nord for Sanur og halvvejs oppe mod Amed. Byen er kendt for den store vulkan Mount Agung som du har en forrygende udsigt til fra hotellerne og stranden, der her er ganske smal og med sort lavasand.

Lokal Bali-stemning

Candidasa ligger i et hyggeligt område med lokalstemning og flere mindre fiskersamfund i omegnen. Det er en forholdsvis lille ferieby, der er væsentlig mindre turistet end Balis mere populære ferieområder som Kuta og Sanur.

Candidasa vil med andre ord være et godt rejsemål for dig, der søger afslappet stemning i rolige omgivelser og ikke har behov for et kæmpe udvalg af cafeer og barer.

Du kan bl.a. tage på vandreture i naturen eller køre ud i det blå på scooter, men den helt store seværdighed i Candidasa er naturligvis vulkanen Mount Agung. Der ligger også en del templer og landsbyer i nærheden, og det giver mulighed for at opleve andet end bare sol og afslapning.

Oplevelser tæt på Candidasa

Med taxi, scooter eller på guidet udflugt kan du bl.a. opleve disse steder tæt på Candidasa.

Besakih-templet

Balis vigtigste tempel kaldes også for Balis modertempel. Her er er over 80 helligdomme, hvor du kan opleve balinesernes smukke ceremonier og nyde de flotte templer. Som en bonus ligger Besakih-templet smukt for foden af Mount Agung.

Goa Lawah

Goa Lawah, kaldet Flagermusgrotten, er endnu et helligt sted. Det siges, at grotten fører hele vejen op til Besakih-templet og er bevogtet at kæmpeslanger. Du vil helt sikkert se flagermus, og da Traveleast var forbi, lå der også en del slanger og solede sig på stenene.

Tenganan

I byen Tenganan bor Aga-stammen, der i mange år levede isoleret for øens øvrige befolkning. I dag er Tenganan en mindre turistattraktion og mest berømt for at fremstille tekstiler ved hjælp af den såkaldte dobbelte ikat-vævning.

Klungkung

Byen Klungkung var i 1700-tallet hjem for et magtfuldt kongedømme, der efterlod sig et flot historisk område. Bygningen Kerta Gosa er den gamle højesteret og Taman Gili var kongens palads. På området ligger også et fint museum, hvor du kan blive klogere på det gamle Bali.

Gode hoteller i Candidasa på Bali

Der ligger flere rigtig gode hoteller i Candidasa. Herunder vil vi anbefale et par stykker, som vi selv har boet på og nogle af dem bruger vi selv til vores gæster.

Du kan også få et gratis og uforpligtende rejseforslag til Bali – læs mere her.

Og lad os så komme til anbefalingerne af gode hoteller i Candidasa på Bali. Generelt er det ikke et ferieområde, der er kendt for sine strande, så det er vigtigt med en god swimmingpool.

Sea Breeze Candidasa – godt og billigt hotel

Et rigtig godt hotel og et sted, hvor du skal være ude i god tid for at sikre dig et værelse. Sea Breeze har kun 16 værelser og er meget populært.

Hotellet ligger ud til havet, men der er ikke badevenlig strand – til gengæld er der en fantastisk infinitypool med havudsigt.

Du bor i fine bungalows og kan trods størrelsen vælge flere forskellige værelsestyper. Generelt er værelserne gode og har bl.a. tv, elkedel, køleskab og gratis wifi.

Hotellet er hyggeligt og holdt i balinesisk stil. Det er et sted, hvor du kan komme helt ned i tempo og bare nyde de dejlige omgivelser. Sea Breeze har desuden bar, restaurant og mulighed for at tilkøbe morgenmad.

Se flere billeder, aktuelle priser og book overnatningen her.


Alila Manggis – luksushotel i Candidasa

Vi har allerede anbefalet et Alila hotel (i vores rejseguide til Seminyak) og vi gør det med glæde igen. Alila er en hotelkæde, hvor det hele simpelthen bare fungerer og er i tip-top stand.

Hotellet i Candidasa er ingen undtagelse og i den grad et godt valg, hvis budgettet kan holde til det. Det er et superlækkert sted, hvor I bor i lækre omgivelser – perfekt til parferien eller bryllupsrejsen.

Alila Manggis har bl.a. spa, bar/lounge, restaurant, en stor frodig have og en fantastisk swimmingpool.

På værelserne finder du tv, minibar, elkedel, pudemenu, pengeskab og gratis wifi.

Det er et sted, som får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster, der elsker den gode service og de unikke omgivelser.

Se flere billeder, aktuelle priser og book overnatningen her.


Vi ønsker dig en rigtig god rejse til Bali. Husk, at det altid er en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning til Indonesien, inden du rejser.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.