Ninh Binh

Naturskønne Ninh Binh ligger 2-3 timers kørsel fra Hanoi. Tidligere var Ninh Binh lidt overset, men flere og flere turister har fået øje på den skønne naturperle, der kaldes det nye Halong Bay eller “Halong Bay på land”.

Området er mest kendt for sejlture på floderne til f.eks. Tam Coc og Trang An. Naturen er fantastisk med limstensbjerge spredt rundt i landskabet, der primært består af smukke rismarker.

Tam Coc er mest populær, men her på Traveleast synes vi bedst om Trang An. Det er mere storslået og helt klart den største oplevelse. Bådene er små, og på den to timer lange tur kom man forbi søer, grotter og templer.

Selvom Ninh Binh er forholdsvis ny på landkortet for udenlandske turister, så besøger mange vietnamesere området. Det er med andre ord ikke et sted, du har for dig selv.

Det er også populært at tage på cykeltur i området. Landskabet er de fleste steder fladt, og det er et godt råd at komme væk fra hovedvejen og i stedet for cykle på det store netværk af stier mellem rismarkerne.

En cykeltur bringer dig forbi hyggelige landsbyer, og du kan besøge fuglereservatet Thung Nham Bird Garden. Ved Trang An ligger også et gammelt palads, der også kan anbefales, hvis tiden tillader det.

Ninh Binh kan både besøges på en dagtur fra Hanoi og som en 2-dages tur med 1 overnatning. Du kan booke udflugten i Hanoi eller hjemmefra.

To rejsetips til Ninh Binh

  1. Ninh Binh har bedst vejr fra november til marts, men vil du opleve de skriggrønne rismarker, så besøg området før høsten i september. Kommer du i tørtiden, så er landskabet stadig smukt og storslået!
  2. Husk kontanter – der er dog kontantautomater i Ninh Binh, men bor du ude på landet eller i Tam Coc, så er der langt til nærmeste ATM.

Overnatning i Ninh Binh

Selve Ninh Binh er som så mange andre større byer i Vietnam larmende og ikke særlig charmerende. Til gengæld har du omkring Tam Coc mulighed for at bo naturskønt med udsigt til rismarker og limstensbjerge.

Udvalget et overnatningssteder er forholdsvis stort, men du skal unde dig selv at bo på et af hotellerne In the middle of nowhere, hvor det bare er fantastisk at sidde på terrassen om aftenen og kigge ud over rismarkerne. Du kan booke hotel i Ninh Binh her.


Vi ønsker dig en rigtig god rejse til Vietnam. Husk, at det altid er en god idé at tjekke Udenrigsministeriets seneste rejsevejledning, inden du rejser.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.