Ubud er en af de mest populære feriebyer på Bali. Beliggenheden midt i den smukke natur med rismarker til alle sider er fantastisk og grund nok til at besøge byen.

Ubud er også Balis kulturelle centrum – et kreativt sted, hvor kunstnerne samles, men også forfattere og designere finder vej til byen. Det gør alverdens helsefreaks også – er du til yoga eller alternativ behandling, så vil du elske Ubud.

I denne rejseguide til Ubud kan du læse om byen og få forslag til aktiviteter, udflugter og hoteller, som vi selv har boet på.

Ubud – det kan du forvente

Ubud ligger omtrent midt på øen ca. halvanden times kørsel fra lufthavnen. Her er ingen strand, men byen tilbyder noget lidt andet end de mere populære feriebyer som f.eks. Kuta og Sanur.

Det er her, du kan se de verdensberømte risterrasser og de ekstremt frodige landskaber, hvor du kan tage på cykel- eller trekkingture og opleve noget af Indonesiens flotteste natur.

Ubud er også hyggelige cafeer og gode restauranter – det er nok her, du har det største udvalg af spisesteder på Bali.

Seværdigheder og oplevelser i Ubud

I Ubud er det altid en oplevelse at besøge de mange kunstgallerier, hvor du ofte kan se værkerne blive til. Du kan få en snak med kunstneren selv eller måske tage et kursus.

Som nævnt er en tur ud i naturen næsten obligatorisk – du kan selv gå ad den såkaldte Campuan Ridge – en frodig forhøjning i landskabet, der bringer dig forbi gallerier og lokale huse.

På en cykeltur oplever du endnu mere. Langs Balis små veje ligger mindre landsbyer, skriggrønne rismarker og flotte templer. Er du heldig, så kan du støde på en af de mange farvestrålende ceremonier.

ubud bali

I Ubud skal du også besøge Monkey Forest, der som navnet antyder er en skov med aber. Dem kan du ikke undgå at se – de er mere eller mindre vant til mennesker, men pas på løse genstande og lad være med at provokere dem. Aberne lever i et flot skovområde, hvor der er lavet stier. Her er også en række templer.

Aktiviteter i Ubud
• Deltag i en yogaklasse
• Prøv et madlavningskursus
• Oplev balinesisk dans i Ubud Palace

Tæt på Ubud ligger flere gode seværdigheder. Først og fremmest, så skal du opleve Tegallalang Risterrasser, der bare er små smukke.

Goa Gajah er et mindre tempelområde, der er mest kendt for elefantgrotten, som indeholder en lille figur af hinduguden Ganesh fra det 11. århundrede.

Mere interessant er Tirta Empul – de hellige kilder, hvor der er masser af liv. Her kan du se balineserne ofre og bade i kilderne – en rigtig god oplevelse.

Det er også ved eller tæt på Ubud, du kan tage på river rafting ture. Mount Batur, en af Balis vulkaner, ligger også i nærheden; her har du mulighed for at stå tidligt op og bestige bjerget, hvorfra der er den smukkeste solopgang over Bali.

Hoteller i Ubud – vores anbefalinger

Hotellerne i Ubud er næsten en seværdighed i sig selv. Mange af dem er opført i klassisk balinesisk stil og en stor del af dem ligger i eller ved den smukke natur.

På Bali er hotelstandarden generelt høj og prisniveauet lavt. Det er et sted, hvor du får rigtig meget for pengene, og selv et mellemklassehotel er som regel lækkert med topservice og gode faciliteter.

De hoteller vi anbefaler herunder, har vi selv har besøgt. Flere af dem bruger vi også, når vi laver rejser til vores kunder. Se mere her, hvis du også vil have et gratis og uforpligtende rejseforslag til Bali.

Og lad os så komme i gang med vores guide til gode hoteller i Ubud. Vi starter med et hotel, der er i klassisk Ubud-stil.

Ubud Raya Hotel – godt og billigt hotel perfekt til familier

Her kan familien overnatte til en rigtig god pris. Ubud Raya Hotel ligger lidt uden for byen, men det er nemt at tage en taxi ind til centrum – det sørger hotellet gerne for.

Her er rigtig mange familieværelser og nogle af dem har direkte adgang til poolen. Alle værelser har bl.a. tv, pengeskab, gratis wifi og mulighed for at lave te/kaffe.

Udover swimmingpool, så kan Ubud Raya Hotel tilbyde faciliteter som spa, bar, restaurant og der er mulighed for at låne cykler.

Alt i alt et rigtig godt hotel til prisen. Ubud Raya Hotel får generelt også gode anmeldelser fra tidligere gæster.

Se flere billeder, aktuelle priser & book overnatningen her.


Sri Ratih – familievenligt hotel i Ubud

Et meget behageligt hotel i Ubud, hvor man straks føler sig hjemme ved ankomst. Hotellet og området føles som en lille oase, der har et godt poolområde med grønne omgivelser.

Sri Ratih er beliggende inde i selve Ubud by og er således i gåafstand til de mange kulturelle tilbud, restauranter og cafeer, der findes i byen.

Der er også restaurant og bar på Sri Ratih, som serverer god mad – f.eks. er morgenmaden ikke buffet, men á la carte.

På værelserne er der gjort meget ud af hyggen, og hvis du rejser til Bali med børn, så er dette hotel et godt valg. Her kan man nemlig booke en familiesuite, hvor der er plads til to ekstra opredninger til de mindste.

Der er ikke den her klassiske “udsigt ud over rismarkerne”, da hotellet er beliggende inde i byen, så man må gøre op med sig selv om det er en vigtig ting på rejsen til Ubud.

Alt i alt er det et supergodt hotel i Ubud by, der er til at betale og samtidig et virkelig godt valg for familier med børn.

Se flere billeder, aktuelle priser & book overnatningen her.


Puri Gangga Resort – fantastisk hotel for par

Et virkelig, virkelig lækkert hotel med en superfed udsigt over rismarkerne fra poolområdet. Det er svært at indkapsle stemningen fra hotellet på bare et enkelt billede, så vi anbefaler at du lige klikker dig ind og ser flere billeder på linket herunder.

For Puri Gangga Resort er vitterligt et godt hotel på Bali. Traveleasts udsendte blev meget positivt overrasket over hotellet og især prisen i forhold til, hvad man får for pengene.

Poolområdet er virkelig lækkert og hele hotellet er holdt i klassisk balinesisk byggestil, som vi har omtalt et par gange i rejseguiden her. Det er et meget charmerende hotel, der i den grad kan anbefales.

Særligt vil Puri Gangga Resort være perfekt til bryllupsrejsen eller den romantiske parrejse til Bali. Hotellet er lidt dyrere, men du får også væsentlig mere for pengene.

Vi er ikke de eneste, der synes godt om Puri Gangga Resort – hotellet har lige nu en tilfredshedsscore på 9,4 ud af 10, hvilket er meget usædvanligt.

Der er kun 20 værelser på dette gode hotel, så det er med at få booket overnatningen i god tid inden rejsen til Ubud. Hvis det skal være ekstra luksuriøst er det også muligt at booke en villa med privat pool.

Se flere billeder, aktuelle priser og book overnatningen her.


Beji Ubud Resort – 5 pools med episk, grøn udsigt

Beji Ubud Resort er et glimrende hotel i Ubud, hvor du kan få den klassiske udsigt over den frodige natur.

Hotellet har nogle år på bagen og er her og der lidt slidt, men i vores øjne opvejes det nemt af den unikke beliggenhed.

Her er kun 30 værelser, der ligger rundt om nogle små haver. På værelserne finder du bl.a. tv, minibar, pengeskab, gratis wifi og mulighed for at lave te/kaffe. Beji Ubud Resort har også familieværelser.

På trods af den forholdsvis beskedne størrelse, så har hotellet hele fem swimmingpools, der er fordelt over forskellige områder og niveauer. Et lidt utraditionelt hotel, der også tilbyder transport i nærområdet.

Beji Ubud Resort er et meget populært hotel i Ubud, så det gælder om at booke i så god tid som muligt, da du ellers risikerer, at det udsolgt.

Se flere billeder, aktuelle priser & book overnatningen her.


Sankara – privat poolvilla i Ubud

Endnu et fantastisk flot hotel, der er perfekt for dig, der rejser til Bali på bryllupsrejse eller med kæresten. Det er ikke et hotel vi som udgangspunkt anbefaler til familier – dér har vi andre gode bud i rejseguiden her.

Sankara Ubud har et fantastisk poolområde i grønne omgivelser. Et rigtig dejligt hotel, der også har gode værelser. Der er mulighed for at booke villaer med privat pool – uanset værelsestype, så får du tv, køleskab, pengeskab, elkedel og gratis wifi.

Udover swimmingpool, så har Sankara Ubud faciliteter som spa, bar og restaurant. Et virkelig anbefalelsesværdigt hotel, der får topanmeldelser fra tidligere gæster.

Se flere billeder, aktuelle priser & book overnatningen her.


Junjungan – mindre sted nord for Ubud

På Junjungan Ubud Hotel har du mulighed for at bo billigt og godt. Hotellet får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster, der især var glade for den gode og venlige service.

Junjungan ligger i skønne omgivelser ca. 4 km nord for Ubud, men der er mulighed for at tage hotellets shuttlebus ind til centrum.

Der er kun 11 værelser, hvor du bl.a. finder tv, minibar, pengeskab, gratis wifi og mulighed for at lave te/kaffe.

Af faciliteter er der spa, restaurant og swimmingpool. Morgenmad kan tilkøbes.

Se flere billeder, aktuelle priser og booke overnatningen her


Mathis Retreat – smuk beliggenhed ud til rismarkerne

Mathis Retreat er et mindre hotel med en fantastisk beliggenhed lige ud til rismarkerne. Her er kun 15 værelser, og det giver mulighed for en rolig ferie i dejlige omgivelser.

På værelserne er der bl.a. tv, minibar, elkedel, pengeskab og gratis wifi. Hotellets personale sørger gerne udflugter, billetter og lufthavnstransport.

Der er mulighed for at tilkøbe morgenmad, der bliver lavet ved bestilling. Mathis Retreat er til dig, der har mere fokus på fred og ro end nærhed til byen. Du kan bl.a. få spabehandlinger eller snuppe en dukkert i den indbydende swimmingpool.

Se flere billeder, aktuelle priser og book overnatningen her


Ubud Wana Resort – med abeskoven som nabo

Ubud Wana Resort ligger med Abeskoven som nabo og i gåafstand til centrum af Ubud. Alternativt tilbyder hotellet shuttlebus ind til byen.

På Ubud Wana Resort kan du vælge mellem flere forskellige værelsestyper – bl.a. familieværelser og 2-værelses villa med privat pool.

Hotellet har tre swimmingpools samt spa, have, børnepool, bar/lounge og restaurant, der er rigtig god. Morgenmad kan tilkøbes i bookingen.

Tidligere gæster giver hotellet rigtig gode anmeldelser, hvor især det venlige personale får rosende ord med på vejen.

Se flere billeder, aktuelle priser og book overnatningen her


Vi håber, at du kunne bruge vores forslag til hoteller. Husk, det er altid en god idé at tjekke Udenrigsministeriets rejsevejledning, inden du tager afsted.

4 KOMMENTARER

  1. De der hoteller i Ubud ser jo helt ekstremt lækre ud 😀 Nu har vi planlagt en rejse til Thailand til august og bl.a. benyttet jeres råd om at bo ved Railay Beach og IKKE Ao Nang… så det glæder jeg mig i første omgang til, men der er vist ingen tvivl om, at jeg skal vise kæresten de her billeder fra Ubud og så kunne jeg da forestille mig, at vores næste lange rejse går til Bali 😀

    Tak for rejseguiden, Kris og Ricko 😀

  2. Hej traveleast. Vi har for to år siden været i Ubud og kunne sådan set godt lide området for den smukke natur, men nu planlægger vi en ny rejse til Bali og vil gerne have noget af den flotte natur fra Ubud, men gerne bo i et lidt mere roligt område – altså måske komme sådan lidt mere ud på landet hvor der “ikke sker en skid”…

    Kan I anbefale os et område på Bali som minder lidt om Ubud men hvor der ikke er helt så mange turister?

    På forhånd tak.
    Ps det er mig og min mand, vi er begge i 40erne.

    • Hej Alice

      Jeg tror, jeg har det helt rigtige område til jer! Vi, Ricko og jeg (der står bag Traveleast), var faktisk på Bali her for et par måneder siden. Her boede vi bl.a. i området Sidemen som jeg endnu ikke har fået skrevet om her på siden, men det kommer snart…

      Ikke desto mindre vil jeg sige, at Sidemen er lige præcis det du efterspørger. Du kan evt lige tage et kig på min rejsevideo fra Bali, hvor vi boede på et fremragende hotel i Sidemen (vi var der kun en enkelt nat og ankom sent og tog tidligt afsted): https://www.youtube.com/watch?v=ajSZCHmNRaE

      Hotellet hedder Samanvaya og kan bookes online her: https://traveleast.dk/link/samanvaya-sidemen

      Der er et par andre hoteller i området, et lokalt morgenmarked og et par restauranter, men så heller ikke mere. Til gengæld er der fantastisk smukt og helt fredeligt, så der tror jeg I vil føle jer hjemme 🙂

      Du skriver bare, hvis du har flere spørgsmål om Bali.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.