De to øer Koh Yao Yai og Koh Yao Noi er beliggende i smørhullet mellem Krabi og Phuket, hvilket gør øerne til en oplagt destination for rejsende, der gerne vil opleve nogen af de smukkeste øer i Thailand.

Nær ved Koh Yao Yai og Koh Yao Noi ligger bl.a. også Phi Phi, Railay & Ao Nang og Koh Lanta. Man kan således besøge en bred vifte af Thailands smukkeste øer på en rundrejse, hvor Koh Yao Yai og Koh Yao Noi er en del af rejseplanen.

I denne rejseguide til Koh Yao Yai og Koh Yao Noi kigger vi nærmere på, hvordan du kommer til de to øer, hvilke hoteller der kan anbefales (vi har selv testet de nævnte) og så giver vi dig naturligvis en introduktion til de fantastiske øer.

På kortet herunder kan du se, hvor Koh Yao Yai er placeret – øen lige nord for er Koh Yao Noi.

Introduktion til Koh Yao Yai og Koh Yao Noi

Med beliggenheden i Phang Nga bugten, der er kendt for sine kalkstensklipper (hvis du har besøgt f.eks. Halong Bay i Vietnam ved du, hvad vi mener her). Så det er et område med mange billedskønne landskaber og strande med spektakulære omgivelser.

Thailand

Det der også kendetegner øerne i Phang Nga bugten er at man typisk rejser dertil for at opleve de flotte strande, snorkle og tage på bådture ud til mindre øer for at opleve de her kalkstensklipper.

På Koh Yao Yai og Koh Yoa Noi er der endnu ikke blevet etableret 7/11 butikker. Hvis du tidligere har rejst til Thailand ved du, at 7/11 butikkerne vitterligt ellers er overalt i landet – næsten uanset hvor langt man ellers troede man var fra ‘civilisationen’.

På Koh Yao Yai er der til gengæld en lille butik, hvor de har taget træskilt og skrevet “7/11” på – det er det tætteste man kommer på den velkendte butik dér.

U-turistede øer, der er nemme at komme til

Så på både Koh Yao Yai og Koh Yao Noi har vi altså nogen fantastiske hvide sandstrande og et par relativt uberørte øer, hvor der faktisk ikke er så mange bungalower eller hoteller.

Det er ret unikt for Thailand, da øerne altså er beliggende kun 30 minutters sejlads fra henholdsvis Phuket og Ao Nang i Krabi – områder der tiltrækker ekstremt mange turister fra hele verden og områder som er utroligt nemme at komme til både med fly og f.eks. busser fra resten af Thailand.

Det er begge to øer, hvor der er en super afslappet stemning og man kan leje en scooter for at køre rundt på øen og opleve de lokale landsbyer. Der er endda en lille færge, hvorfra man kan tage overfarten mellem de to øer (med sin scooter) på små 10 minutter. På Koh Yao Noi er der bl.a. rismarker og måske lidt mere by med nogen restauranter.

De to øer er et glimrende sted at afslutte sin rundrejse i Thailand (f.eks. hvis man kommer fra Khao Sok Nationalpark, der er et meget populært rejsemål), da beliggenheden gør, at man på bare 30 minutters sejlads og 20 minutters kørsel kan stå i Phuket Lufthavn og derfra flyve hjem til Danmark.

Koh Yao Yai og Koh Yao Noi er bounty-øer i Thailand i ekstremt rolige omgivelser, men meget tæt på større turist-områder, hvilket gør øerne til oplagte rejsemål som vi kun kan anbefale at slå vejen forbi, når turen går til Thailand.

I videoen herunder kan du få en forsmag på, hvad der venter på Koh Yao Yai (rejseguiden fortsætter med anbefaling af hoteller under videoen):

Hoteller på Koh Yao Yai vi har testet

Herunder gennemgår vi en række hoteller på Koh Yao Yai som vi selv har besøgt. Du får en kort information om det givne hotel samt en cirka-pris og et link til booking af overnatningen.

Husk dog at priser på hoteller altid er dynamisk og derfor styret af udbud/efterspørgsel. Vi skriver den opgivne pris fra Hotels.com – for at få en aktuel pris kan du klikke dig ind på linket og opgive dine rejsedatoer.

Og lad os så ellers komme til det første gode hotel på Koh Yao Yai.

Glow Elixir Yao Yai – godt hotel ved stranden på Koh Yao Yai

koh yao yai hotel
Hotellet ligger lige ned til stranden på Koh Yao Yai.

Et virkelig godt hotel på Koh Yao Yai, hvor man har mulighed for endda at booke en bungalow helt ned til stranden med egen pool. Naturligvis koster disse luksusværelser ekstra, men det er altså alle pengene værd, når man kan vågne op til sin egen pool, hvor man så kan ligge og kigge ud over stranden.

Deres billigste værelser (superior villa) ligger i “anden række” fra stranden, så det er altså ikke fordi at man er gemt helt af vejen bare fordi man booker et lidt billigere værelse på Glow Elixir resortet.

Her er der også lavet udendørs bad ved værelserne (naturligvis afskærmet, så ingen kan kigge med), så man tager bad under åben himmel, hvilket er en ret fed oplevelse.

Hotellet har generelt en rigtig cool stil, hvor det hele fungerer og pool-området også er hyggeligt. Hotellets restaurant stiller borde op nede på stranden, hvor man så sidder og spiser sin morgenmad i vandkanten.

Alt i alt et rigtig godt valg af hotel på Koh Yao Yai, hvor man både kan booke luksusværelser med egen pool eller de mere almindelige (og billigere) værelser. Det er også et fint valg for familier, da der er plads til to børn på alle værelser.

Hvis du leder efter et godt hotel på Koh Yao Yai, hvor det hele bare fungerer, så kan du med fordel booke dine overnatninger på Glow Elixir Koh Yao Yai.

Prisen for en overnatning for 2 personer i et standard-værelse ligger på ca 764 kr.

Se aktuelle priser, flere billeder og book overnatningen her.

Santhiya Koh Yao Yai – kendt luksushotel ned til stranden

luksushotel på koh yao yai thailand
Et decideret luksushotel i Thailand.

Her er tale om et meget flot luksushotel på Koh Yao Yai, hvor man har mulighed for at bo på værelser med en eminent havudsigt. Igen et hotel der ligger ned til stranden som billedet herover også illustrerer.

Santhiya er en kæde, der er kendt for at have nogen virkelig gode hoteller i hele verden. Dette hotel på Koh Yao Yai er da heller ingen undtagelse og et sted, hvor du med ro i sindet kan booke din overnatning, hvis du leder efter et stort luksushotel på den thailandske ferieø.

Der er 148 værelser på Santhiya resortet og der findes 8 forskellige værelsestyper, hvor man kan vælge alt fra havudsigt til egen private pool m.m.

Prisen for en overnatning for 2 personer i det billigste værelse ligger på 1.275 kr.

Se flere billeder, aktuelle priser og book overnatningen her.

Koh Yao Yai Village – familievenligt 4,5 stjernet hotel

koh yao yai familiehotel
Udsigten fra pool-området på dette fine hotel.

Et glimrende hotel på Koh Yao Yai, hvor de bl.a. gror deres egne grøntsager og går meget op i at være miljøvenlige. Her er standarden meget høj og deres mange forskellige værelsestyper er alle moderne og virkelig flot indrettet.

Et rigtig godt hotel, der har det hele; godt pool-område, gratis morgenmad og gratis wifi. Det eneste, der måske taler lidt imod dette hotel er, at det ligger ned til en meget lavvandet strand.

Dette er dog, måske, en fordel for dig, der rejser til Thailand med børn og gerne vil bo ved en strand, der netop er meget børnevenlig – det er stranden ved Koh Yao Yai Village i hvert fald.

Alt i alt et helt eminent hotel lige ned til stranden, hvor man dog lige skal være opmærksom på, at man man altså er påvirket af høj- og lavvande. Det er dog måske en fordel for børnefamilier med små børn.

Der er desuden 3 restauranter på det ganske store hotel.

Prisen for en overnatning på dette hotel for 2 personer er ca 998 kr.

Se flere billeder, aktuelle priser og book overnatningen her.

Betterview – nyt, godt og billigt hotel

betterview hotel koh yao yai thailand
Hotellets navn lyver ikke.

Et andet sted at spendere sine overnatninger på Koh Yao Yai kunne være Betterview. Som billedet herover viser, så har man et decideret godt view ud over havet fra hotellets pool-område.

Endnu et hotel på Koh Yao Yai med gratis morgenmad og gratis wifi. Hotellet kan (som mange andre) arrangere scooter-udlejning til 250 baht om dagen, hvilket svarer til ca 50 kroner.

Det er et ganske lille hotel med bare 12 værelser, men dog med en restaurant, der serverer glimrende lokal thai-mad.

Prisen for en overnatning for 2 personer på Betterview er ca 694 kr.

Se flere billeder, aktuelle priser og book overnatningen her.

Anbefalede hoteller på Koh Yao Noi

Så har vi nabo-øen, Koh Yao Noi, hvor vi igen vil anbefale en række gode hoteller. Der ligger flere hoteller, men på Yao Noi kan det være sværere at finde hoteller af helt så god standard som på Yao Yai eller også ligger de måske ikke lige ned til stranden eller har et andet klientel end vi danskere måske traditionelt er interesserede i at holde ferie med.

Herunder anbefaler vi de hoteller på Koh Yao Noi som vi synes godt om.

Paradise KohYao – fantastisk hotel på Yao Noi

hotel koh yao noi
Det bedste hotel på Koh Yao Noi har sin egen private strand i smukke omgivelser.

Dette hotel giver vi vores varmeste anbefalinger – det er vitterligt et fremragende hotel på Koh Yao Noi. Det er et hotel, hvor man (helst) skal sejle til – ellers skal man igennem junglen, hvilket kan lade sig gøre, men det kan ikke anbefales.

Når man sejler ind til hotellet sejler man forbi de her klassiske, smukke kalkstensklipper, det turkisblå hav og den kridhvide sandstrand. Man bliver så mødt af det her fantastisk fine hotel, der er bygget i en virkelig varm, hyggelig stil og med et flot pool-område med børnepool.

Det er hotel, der er ekstremt populært – også når man læser anmeldelser fra andre tidligere gæster.

Paradise KohYao har naturligvis gratis morgenmad, gratis wifi og to restauranter. Det ligger lige ned til stranden og man kan også her vælge at booke de her fantastiske værelser med egen pool. Der er dog selvsagt også almindelige værelser.

Et virkelig godt valg af hotel på Koh Yao Noi og helt klart det hotel vi vil anbefale at bruge, hvis budgettet er til det – uanset om du rejser med børn eller som par.

Prisen for en overnatning på Paradise KohYao for 2 personer er ca 855 kr. Husk dog, at prisen kan være lavere (eller højere, desværre), så indtast dine rejsedatoer på linket herunder for at se aktuelle priser.

Se flere billeder, aktuelle priser og book overnatningen her.

Koyao Island Resort – specielle bungalower med vild udsigt.

yao noi hotel bungalow

Udsigten fra hotellet er noget for sig.Lad det være sagt med det samme; dette hotel på Koh Yao Noi er ikke helt almindeligt.

Man bor i bungalower, men uden døre eller vinduer – derimod ‘ruller’ man sine gardiner op og står så i sit værelse. Du kan se præcis, hvordan det fungerer på linket herunder.

Så man får faktisk ikke en nøgle til sin bungalow – det er der nemlig ikke nogen grund til. Sikkerhedsmæssigt så er der altså masser af vagter på hotellets område, så ingen grund til alarm på den front. Inde midt i sin bungalow ligger så et soveværelse, hvor der (trods alt) er sat vægge omkring.

Så altså ellers en helt åben bungalow, hvilket er en meget speciel oplevelse. Selve hotellet og området er dog helt fantastisk. Hotellet ligger lige ned til stranden, hvor udsigten er eminent.

Hvis du gerne vil opleve en anderledes type hotel i Thailand, så kan du med fordel vælge dette. Her får du ‘en på opleveren’ og kommer uden tvivl hjem med nogen helt specielle minder.

Prisen for en overnatning for 2 personer på Koyao Island Resort er ca 1.868 kr.

Se flere billeder, aktuelle priser og book overnatningen her.

Vi håber, at du kunne bruge denne rejseguide til Koh Yao Yai og Yao Noi. Du er mere end velkommen til at skrive en kommentar herunder, hvis du har spørgsmål i forbindelse med din rejse.

2 KOMMENTARER

    • Hej Thomas

      Vejret kan være mere regnfuldt i sommermånederne, men det er ikke noget, der (som udgangspunkt) har indflydelse på bådene omkring Koh Yao Yai.

      Jeg var selv i Thailand sidste sommer, hvor vi sejlede en del rundt i øerne i det område og der var fuld tryk på bådene i hvert fald med masser af daglige afgange. Vejret kan også være ganske udmærket i de måneder, men man skal selvfølgelig forvente noget mere regn.

      Jeg håber I får en god rejse til Thailand og Koh Yao Yai 😉

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here